Er du specialpsykolog, og har du lyst til at bringe din kliniske dømmekraft i spil i akut psykiatri? På Sengeafsnit N6 får du en central og indflydelsesrig rolle i et akut intensivt sengeafsnit, hvor komplekse patientforløb, høj faglighed og tværfagligt samarbejde er en del af hverdagen.
Vi søger en specialpsykolog med solid psykiatrisk erfaring, der trives med ansvar og ønsker at bidrage aktivt til både udredning, behandling og den fortsatte udvikling af specialpsykologfunktionen i et intensivt behandlingsmiljø.
Om jobbet Sengeafsnit N6 er et akut intensivt afsnit med modtagerfunktion i Almen Psykiatrisk Afdeling Nord. Vi modtager patienter med akut behov for intensiv pleje og behandling og ofte i perioder med høj belastning relateret til sygdommen. Afsnittet varetager både korte, akutte indlæggelser og længere forløb, hvor specialpsykologen har en central rolle i klinisk afklaring, faglige vurderinger og målrettet psykiatrisk behandling.
Vores patienter indlægges frivilligt, under tvang, i henhold til dom samt i surrogat varetægtsfængsling. Som afdelingens intensive akutte modtagerafsnit har vi en bred målgruppe, herunder patienter med:
- Skizofreni og andre psykotiske lidelser
- Personlighedsforstyrrelser
Vi modtager desuden patienter med selvskadende adfærd, hvor afsnittet har opbygget en særlig ekspertise og arbejder systematisk med blandt andet mestringsstrategier.
Dine arbejdsopgaver Som specialpsykolog på N6 vil du arbejde med både udredning og behandling samt bidrage aktivt til planlægning og koordinering af patientforløb i tæt samarbejde med ledende overlæge, afsnittets læger, afsnitskoordinator, souschef og ledende oversygeplejerske.
Du bliver samtidig en del af psykologgruppen i Almen Psykiatrisk Afdeling Nord i Brønderslev og bidrager til udvikling og kvalitetssikring af den samlede psykologfaglighed. Du vil skulle deltage i at forme og udvikle på specialpsykologfunktionen samt varetage vejledning og supervision af specialpsykologkandidater og eventuelt andre psykologer.
Dine opgaver vil blandt andet omfatte:
- Psykopatologisk diagnostisk udredning samt kognitive udredninger
- Gennemgangs samtaler efter indlæggelse og epikriser
- Psykologisk samtalebehandling (individuelt og på sigt eventuelt gruppetilbud)
- Supervision og debriefing af tværfagligt personale
- Undervisnings- og udviklingsopgaver
- Deltagelse i behandlingskonferencer og faglige møder
- Bidrag til afdelingens drift og organisering
Om dig Du er uddannet specialpsykolog i psykiatri og har solid klinisk erfaring – gerne fra akut psykiatri, intensivt sengeafsnit eller tilsvarende højt specialiserede behandlingsmiljøer. Du er fagligt velfunderet og vant til at håndtere komplekse psykopatologiske problemstillinger, hvor der ofte er behov for tydelige vurderinger og prioriteringer.
Du arbejder selvstændigt og struktureret og kan bevare overblik og ro i situationer med højt tempo og betydelig kompleksitet. Din kliniske dømmekraft bidrager til at skabe retning og sammenhæng i patientforløb, og du er tryg ved at indgå som en faglig nøgleperson i tværfaglige beslutningsprocesser.
Du trives med ansvar – både i relation til patientbehandling, supervision og faglig sparring – og du har interesse for eller erfaring med at understøtte yngre kolleger og specialpsykologkandidater. Erfaring med selvskadende adfærd, tvang eller retspsykiatriske problemstillinger er en fordel, men vigtigst er din motivation for akut psykiatri og din lyst til at bidrage aktivt til et intensivt behandlingsmiljø.
Vi tilbyder Hos os får du en central rolle i et afsnit, hvor psykologfagligheden prioriteres højt, og hvor du får reel mulighed for at præge både klinisk praksis og udviklingen af specialpsykologfunktionen.
Vi tilbyder blandt andet:
- Kompetenceudvikling: Deltagelse i kurser, undervisning samt supervision og efteruddannelse, herunder specialisering, efter aftale og i det omfang, det er relevant for funktionen
- Tværfagligt samarbejde: Tæt og respektfuldt samarbejde med læger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, ergoterapeuter, socialrådgivere m.fl.
- Indflydelse og ansvar: Mulighed for at bidrage til organisering, behandlingsstrategier og udviklingsprojekter
- Forskning og kvalitet: Mulighed for deltagelse i eller igangsættelse af forsknings- og kvalitetsprojekter
- Et stærkt arbejdsmiljø: En kultur præget af åbenhed, kollegial støtte og fælles refleksion
Derudover indgår du i Almen Psykiatrisk Afdeling Nords psykologfaglige fællesskab som understøtter kvalitet, faglig sammenhæng og fælles udvikling.
Om os Almen psykiatrisk afdeling, Nord er en organisatorisk enhed under Aalborg Universitetshospital. Vores tilbud er primært rettet mod borgere i den nordlige og vestlige del af regionen.
N6 har plads til 22 patienter, fordelt på to huse. De fleste patienter modtages via vores modtagelse
Du kan få et indblik i vores hverdag på Instagram:
Intensivt sengeafsnit N6 (@intensivt_sengeafsnit_n6_) • Instagram-billeder og -videoer Vil du vide mere? Har du yderligere spørgsmål ser du velkommen til at kontakte ledende oversygeplejerske Maiken Q Slott på 51187356.
Det praktiske:
- Tiltrædelse: 1.5.26, eller efter aftale
- Vi indhenter referencer på den person, vi ønsker at ansætte. Er det påkrævet for stillingen, indhenter vi også straffeattest og børneattest
- Løn og ansættelsesvilkår efter overenskomst med Dansk Psykologforening
- Stillingen er som udgangspunkt på 37 timer pr. uge
- Uddannelse af studerende og elever er en af Psykiatriens kerneopgaver, som alle medarbejdere bidrager til
- I Region Nordjylland har vi røgfri arbejdstid.
Om Region Nordjylland
I Region Nordjylland søger vi hele tiden nye dygtige kolleger, der sammen med os vil arbejde for, at de nordjyske patienter og borgere er i gode hænder. Du bliver en del af et fællesskab med 15.000 kolleger på hospitalerne, det nære sundhedsvæsen, det præhospitale beredskab – og inden for de specialiserede sociale tilbud, regional udvikling og i administrationen. Vi er stolte af vores faglighed og samarbejde på tværs af hele organisationen.Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge jobbet – uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder.Læs mere om os på Job og uddannelse, og få et overblik over ansættelsesprocessen trin-for-trin på Fra ansøgning til ansættelse.