Psykolog til Enhed for Tværsektoriel Udvikling og Samarbejde, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital
Jobtype:
Psykolog

Ansættelsesform:
Fast ansættelse

Arbejdstid:
Fuldtid

Arbejdssted:
Psykiatrien

Afdeling:
Enhed for Tværsektoriel Udvikling og Samarbejde

Arbejdsstedets adresse:
Børne- og
Ungdomspsykiatrisk
Afdeling
Mølleparkvej 10
9000 Aalborg

Ansøgningsfrist:
8. juni 2025

Tiltrædelse:
1. august 2025

Del:
FacebookTwitterLinkedInE-mailUdskriv
Erfaren psykolog til udvikling af tværsektorielle indsatser målrettet børn og unge i mistrivsel – STIME og Subakut Team
 
  • Vil du være en del af løsningen på udfordringerne i Børne- og Ungdomspsykiatrien?
  • Er du en nytænkende pioner som udvikler og skaber forandring?
  • Trives du med alsidige arbejdsopgaver hvor din erfaring og faglighed bringes i spil på forskellig vis?
    • Så læs videre her...  
STIME
Dit primære arbejdsområde bliver STIME (Styrket Tværsektoriel Indsats for Børn og Unges Mentale Sundhed) er en del af det kommende lettilgængelige behandlingstilbud i kommunerne, som 10 års planen for psykiatrien lægger op til. Her indgår den regionale Børne- og Ungdomspsykiatri i et partnerskab med alle de nordjyske kommuner om at tilbyde lettere manualbaseret behandling til børn og unge i mistrivsel. Som ansat i psykiatrien, vil dine opgave bl.a. blive undervisning, materialeudvikling, supervision og telefonisk rådgivning til kommunalt ansatte behandlere i STIME (overvejende PPR-psykologer). I denne rolle arbejder du således overvejende indirekte med børn og unge, men du vil også få egne terapiforløb for få erfaring med manualerne. STIME-manualerne retter sig mod symptomer på bl.a. spiseforstyrrelser og affektive lidelser og du kan læse mere om via dette link. Afhængigt af din profil vil du blive tilknyttet flere af STIME’s fem spor.

Subakut Team
Børne- og Ungdomspsykiatrien i Region Nordjylland har fået en historisk stor forskningsbevilling til projektet “Bedst for Os(se link her) som består af en ambitiøs række af kommunale og regionale indsatser. En af disse etableres i efteråret 2025 i form af et tværfagligt team som skal følge op på de børn, unge og deres familier, som søger akut eller subakut hjælp i psykiatrisk skadestue, men som ikke indlægges eller har et igangværende ambulant forløb. Indsatsen har til formål at støtte familien i den akutte fase, afdække et evt. behov for udredning, samt etablere et tæt samarbejde med det professionelle netværk udenfor psykiatrien. Tilbuddet består af kortere forløb med støttende samtaler med udgangspunkt i familiens behov, psykoedukation, samt afholdelse af netværksmøder.  I denne stilling får du således en enestående mulighed for at være med fra start i planlægning og udvikling af denne indsats som forventes at blive et vigtigt bindeled mellem sektorerne og sikre en sammenhængende og helhedsorienteret indsats for familien.

Om dig
  • Du er autoriseret psykolog
  • Du har psykiatrisk erfaring med spiseforstyrrelser og/eller selvskade, evt. også gerne ADHD og affektive lidelser.
  • Du har erfaring med at holde oplæg og/eller undervise.
  • Du har erfaring med KAT og/eller DAT.
  • Du har lyst til at styrke det tværsektorielle arbejde/brobygningen mellem kommune og psykiatri i tråd med 10-årsplanen, se evt. dette link
  • Du trives med mange sideløbende opgaver, der er kendetegnet ved en høj grad af kompleksitet i det tværsektorielle felt.
  • Du har et godt overblik og en struktureret tilgang til at håndtere opgaver, der ikke er klart afgrænsede på forhånd
  • Du evner at arbejde både selvstændigt og i grupper
  • Du møder samarbejdspartnere og kolleger i øjenhøjde og har respekt for faglige forskelligheder.

Vi tilbyder:
  • Et spændende, alsidigt og udfordrende job, hvor du kommer til at arbejde med et højt prioriteret område, som også har samfundsmæssig og politisk bevågenhed.
  • Mulighed for at bruge din faglighed til både opkvalificeringen af kommunale behandlere og til at skabe meningsfulde og sammenhængende forløb for børn og unge i mistrivsel
  • Gode muligheder for faglig og personlig udvikling, herunder faglig fordybelse, supervision og mulighed for hed for at tage en specialistuddannelse i kognitiv terapi
  • Gode muligheder for at sætte dit eget præg på opgaverne og få indflydelse på enhedens udvikling i fremtiden.
  • Mulighed for at have egne psykoterapiterapiforløb for at få erfaring med manualerne
  • Et godt arbejdsfællesskab i et tværfagligt team med erfarne kolleger og høj faglighed

Om Enhed for Tværsektoriel Udvikling og Samarbejde, TUS
Børne- og ungdomspsykiatrien er et speciale i centrum for politisk opmærksomhed, både lokalt i Region Nordjylland og nationalt. Vi ser derfor ind i en fremtid, hvor vi sammen skal udvikle Danmarks Bedste Børne- og Ungdomspsykiatri hvilket forudsætter høj faglighed, innovativ tænkning og ikke mindst fokus på tværsektoriel opgaveløsning. På den baggrund blev TUS oprettet i september 2024 som en del af Børne- og Ungdomspsykiatrisk afdeling, som derudover består af 3 ambulante afsnit samt et dag/døgnafsnit. TUS’ målgruppe er overvejende børn og unge i mistrivsel, som ikke har et åbent forløb i psykiatrien, men hvor psykiatriske vanskeligheder er en del af den samlede, ofte komplekse problemstilling. Enhedens opgaver er mangeartede og fordeler sig overvejende mellem STIME, Subakut Team og TUT, vores Tværfagligt Udgående Team, som yder psykiatrifaglig sparring på konkrete sager til kommunale medarbejdere og deltager i netværksmøder i primærsektoren for at bidrage til at afdække en problematik, koordinere indsatser og sikre tværsektoriel brobygning. Enhedens tværfaglige personalegruppe på ca. 12 medarbejdere består af læger, psykologer, socialrådgivere og sekretærer.

Vil du vide mere:
Har du spørgsmål eller bare er nysgerrig efter at høre mere, er du velkommen til at kontakte os:
Ledende overlæge for TUS, Sara Emilie Poulsen, sakn@rn.dk
Projektleder for STIME, Anders Ring, anders.ring@rn.dk

Praktiske oplysninger:
Der er tale om en fast fuldtidsstilling med tiltrædelse 1.8.2025.

Løn- og ansættelsesvilkår bliver fastsat i henhold til gældende overenskomst og efter principperne i Ny Løn.

Du bliver ansat i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling, Mølleparkvej 10 i Aalborg. Din dagligdag bliver i Enhed for Tværsektoriel Udvikling og Samarbejde med reference til enhedens ledende overlæge.

Du kan læse mere om enheden og vores arbejde her.

I henhold til Region Nordjyllands ansættelsesprocedure, indhentes straffe- og børneattest, hvor medarbejderen har kontakt med børn og unge under 15 år.

Der er røgfri arbejdstid i Psykiatrien i Region Nordjylland. Det betyder, at medarbejdere ikke må ryge i arbejdstiden – hverken inde eller ude.

Du sender din ansøgning ved at trykke på ”søg job” knappen og udfylde formularen, der kommer frem. Du kan vedhæfte ansøgning, CV og eventuelle bilag.

Vi modtager udelukkende ansøgninger via linket i stillingsopslaget. Ansøgninger sendt på mail, vil ikke blive behandlet.

Ansøgningsfrist: 08.06.2025

Samtaler forventes afholdt: 18.06.25

Om Region Nordjylland
Vi er ca. 15.000 meget forskellige medarbejdere, der hver dag leverer velfærd til omkring 590.000 nordjyder inden for sundhed, regional udvikling og det specialiserede socialområde. Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge jobbet - uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder. Læs mere om os på www.rn.dk.

Send ansøgning