Vi søger en afdelingslæge, der vil bidrage til udvikling af såvel patientforløb, arbejdsgange, medarbejdere som fagområdet i det hele taget – herunder ikke mindst med fokus på uddannelse af yngre læger, det tværfaglige samarbejde og kvalitet i patientforløbene.Stillingen:Afdelingslægen bidrager til den faglige ledelse indenfor galde-/akutkirurgien og er medansvarlig for fortsat at udvikle området samt optimere og kvalitetssikre patientforløbene. Du skal – sammen med de øvrige speciallæger i Galde/akutteamet – sikre den fortsatte faglige udvikling af både læger og plejepersonale, herunder udbygge en tværfaglig teamtankegang i samarbejdet. Det forventes, at der arbejdes evidensbaseret og forskningsrelateret, med det formål at sikre den fortsatte udvikling og kvalitet af patientforløbene og behandlingen. Du er sammen med de øvrige speciallæger i galde-/akutteamet ansvarlig for at sikre udarbejdelse af kliniske retningslinjer og instrukser.
Vi forventer, at du aktivt bidrager til at skabe en fælles kultur med fokus på det tværfaglige samarbejde, hvor vi sammen lykkes med at afvikle dagens programmer med høj kvalitet og stor arbejdsglæde.
Du kommer til en travl afdeling, der prioriterer et godt arbejdsmiljø, hvilket du forventes at bidrage til via samarbejde, inddragelse og uddelegering. Du deltager i afdelingens kliniske funktioner og forventes at tage del i undervisning af yngre læger, plejepersonale og samarbejdspartnere.
Til daglig vil du indgå i driften i Mave- og Tarmkirurgisk afdeling med hovedvægt på funktioner indenfor galde- og akutkirurgi, herunder såvel operativ aktivitet som stuegangsfunktion og vagtfunktion. Til stillingen er knyttet vagtforpligtigelse i afdelingens bagvagtslag med tilstedeværelsesvagt. Du vil referere til afdelingsledelsen i Mave- og Tarmkirurgisk afdeling.
Stillingen er ledig til besættelse pr. 1. december 2025 eller efter aftale.
Vi forventer, at du er speciallæge i kirurgi. Det er essentielt, at du er eksponent for en høj faglighed og evner det tværfaglige samarbejde med såvel plejepersonale som lægesekretærer. Du har lysten til at undervise såvel studerende som yngre læger og plejepersonale. Vi vil prioritere lyst til at undervisning samt gode tværfaglige samarbejdsevner, fleksibilitet og arbejdsglæde.
Om afdelingenMave- og Tarmkirurgisk Afdeling udreder og behandler blandt andet patienter med colonlidelser, thoraxtraumer, abscesser, gastroenterale blødninger, pancreaslidelser, galdevejslidelser og hernier. Mave- og Tarmkirurgisk Afdeling har et årligt aktivitetsniveau på 5000 akutte indlæggelser, 800 hernieoperationer, over 300 galdeoperationer, 200 colonoperationer og over 7000 endoskopier.
Mave- og Tarmkirurgisk Afdeling er geografisk placeret på matriklen i Hjørring med døgndækket kirurgi, hvor vi varetager akutkirurgi, colonkirurgi, øvre benign gastrointestinal kirurgi, herniekirurgi, galdevejskirurgi og endoskopi.
Nærmeste eksterne samarbejdspartner er Aalborg Universitetshospital, hvortil visse cancerforløb overgår. Samarbejdet dækker desuden akutte patienter.
Vilkår:Ansættelse sker efter ”Overenskomst for Yngre Læger”
Ansøgning:Ansøgeren vil blive bedømt efter de 7 lægeroller.
Ansøgningsfrist:30. oktober 2025
Der forventes afviklet samtaler den 31. oktober 2025.
----------------------------------------------------------------------------------
I Region Nordjylland søger vi hele tiden nye dygtige kolleger, der sammen med os vil arbejde for, at de nordjyske patienter og borgere er i gode hænder. Du bliver en del af et fællesskab med 15.000 kolleger på hospitalerne, det nære sundhedsvæsen, det præhospitale beredskab – og inden for de specialiserede sociale tilbud, regional udvikling og i administrationen. Vi er stolte af vores faglighed og samarbejde på tværs af hele organisationen.Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge jobbet – uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder.Læs mere om os på Job og uddannelse, og få et overblik over ansættelsesprocessen trin-for-trin på Fra ansøgning til ansættelse.