På grund af en opnormering i klinikken kommer vi til at mangle personale. Vi søger en sygeplejerske til en fast ansættelse i Regionsklinik Hurup i Sydthy pr. 1. maj 2026 eller efter nærmere aftale. Ansættelsesbrøken er som udgangspunkt på fuldtid, men har du andre ønsker, er vi åbne for dette.Klinikkens åbningstid er alle hverdage mellem kl.8-16, hvilket betyder, at du skal forvente at dette også bliver din mødetid. Hvordan vi fordeler dine timer, kigger vi på sammen med dig, så det hænger sammen i forhold til klinikkens samlede ressourcer, vores kerneopgaver og dine ønsker.
Regionsklinik Hurup i Sydthy har eksisteret siden august 2018, og fungerer som et alment medicinsk tilbud, der drives af Region Nordjylland. Klinikken har ca. 5800 patienter. Vi bor i sundhedshuset i Hurup, hvor der er fine tidssvarende og velindrettede lyse lokaler.
Personalegruppen i Hurup består af 7 sygeplejersker, 4 læger, 1 ledende sygeplejerske og dig. Vi har også tilknyttet en fast læge på distance til videokonsultationer mm.
Opgaverne i klinikken er mangeartede. Ingen opgaver er for små, og vi er fælles om at løse dem. Vores hverdag er til tider travl og uforudsigelig, og du skal derfor kunne arbejde selvstændigt samt kunne håndtere at have mange bolde i luften.
Du vil som ansat i klinikken bl.a. varetage opgaver som telefonvisitation, blodprøvetagning, EKG, lungefunktionsundersøgelser, sår behandling, svarafgivelser, injektioner, akutte konsultationer, hjemmebesøg samt selvstændige patientkonsultationer med varetagelse af f.eks. kronikerkontroller, børneundersøgelser inkl. vaccination, svangrekontroller samt assistere lægen, hvis der er behov herfor.
Derudover forekommer der også administrative opgaver såsom håndtering af elektronisk post, receptfornyelser, diverse kontoropgaver samt andre administrative opgaver i forhold til klinikkens daglige drift.
Vi kan tilbyde et inspirerende tværfagligt arbejdsmiljø med vekslende arbejdsopgaver, hvor du vil blive en del af en travl og spændende hverdag. Klinikken arbejder med flere udviklingsprojekter bl.a. med kommunen i form af fast plejehjemslæge, virtuel stuegang og den gode korrespondance.
Vi tager del i uddannelse af medicinstuderende, og skal i år også i gang med at deltage i uddannelse af sygeplejestuderende.
Vi er også i gang med at få oprettet et brugerråd.
Vi forventer, at du tager ansvar for at få dagligdagen til at fungere, og du er med til at sætte dit præg på udvikling af klinikken.
Kvalifikationer:
- Erfaring fra almen praksis eller bred faglig erfaring fra medicinsk, kirurgisk, akut/skade/modtagelse eller hjemmeplejen.
- Arbejder selvstændigt, systematisk og ansvarsbevidst.
- Besidder høj faglighed, er videbegærlig, udviklingsorienteret og gerne vil holde dig fagligt opdateret.
- Har flair for IT.
- Har gode samarbejdsevner og vil bidrage til den positive og uhøjtidelige stemning i klinikken.
- Er fleksibel og åben for nye opgaver.
- Kan holde mange bolde i luften uden at miste overblikket.
Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til ledende sygeplejerske Lene Rokkjær Nielsen på mail
lene.rokkjaer@rn.dk eller tlf. 20 60 79 36.
Ansøgningsfrist: den 5. marts 2026
Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 10. marts 2026 om eftermiddagen.
Løn efter relevant overenskomst.
Om Region Nordjylland
I Region Nordjylland søger vi hele tiden nye dygtige kolleger, der sammen med os vil arbejde for, at de nordjyske patienter og borgere er i gode hænder. Du bliver en del af et fællesskab med 15.000 kolleger på hospitalerne, det nære sundhedsvæsen, det præhospitale beredskab – og inden for de specialiserede sociale tilbud, regional udvikling og i administrationen. Vi er stolte af vores faglighed og samarbejde på tværs af hele organisationen.Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge jobbet – uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder.Læs mere om os på Job og uddannelse, og få et overblik over ansættelsesprocessen trin-for-trin på Fra ansøgning til ansættelse.