Vi søger forskningsbioanalytiker/forskningsmedarbejder til biobanken i den kliniske forskningsenhed (KFE), afdeling for blodsygdomme, Aalborg Universitetshospital. Har du lyst til at være ansvarlig for biobanken i afdeling for blodsygdomme, så er det måske dig vi søger.
Vi søger en engageret og selvstændig forskningsmedarbejder med lyst og evne til at varetage opgaver i biobanken og KFE i afdeling for blodsygdomme.
Vi forestiller os at din sundhedsfaglige baggrund er bioanalytiker, medicin med industriel specialisering eller lignende.
Afdeling for blodsygdomme har højt specialiseret landsdelsfunktion inden for hæmatologi og modtager patienter fra hele Region Nordjylland med bl.a. leukæmi, lymfekræft og myelomatose. Afdelingen består af et sengeafsnit, et ambulatorium, en forskningsenhed og en klinisk forskningsenhed (KFE). Biobanken vil som noget nyt, blive en del af KFE.
Biobankens laboratorie og KFE er beliggende i Medicinerhuset, Mølleparkvej 4.
KFE er et selvstændigt afsnit i afdeling for blodsygdomme.
KFE har til formål at støtte udviklingen af den kliniske afdelings forskningsaktivitet med det mål at øge kvaliteten af patientbehandlingen, at implementere og katalysere den kliniske eksperimentelle forskning, at overvåge patientpopulationen med henblik på protokolgennemførelse og registrering i projektdatabaser, samt at medvirke til at protokol og lovkrav overholdes.
KFE har 11 medarbejdere, hvoraf 7 er sygeplejersker, 2 forsknings bioanalytikere, 1 sekretær, 1 lægefaglig ansvarlig professor og 1 ledende oversygeplejerske.
Arbejdsopgaverne i biobanken vil omfatte at:
- modtage og præparere indkomne blod og knoglemarvsaspiratprøver fra hæmatologiske patienter
- hjælpe med identificering af patienter hvor der skal gemmes væv i biobanken
- isolering af mononuklære celler fra blod og knoglemarvsaspirat
- nedfryse prøverne i nitrogentanke
- koordinere indhentning af informeret samtykke
- vedligeholdelse af SOP (Standard operating procedures)
- indtaste og vedligeholde databaser over diagnostiske prøver i RBGB (Regionernes Bio og Genombank)
- deltage i faglig følgegruppe under RBGB hæmatologi
- varetage den daglige drift i biobanken som varebestilling og vedligeholdelse af apparatur
- tage blodprøver til kliniske protokoller
- processere prøver til specifikke kliniske protokoller
- forsendelse af prøver til eksterne laboratorier
- koordinere kontakt til samarbejdende afdelinger ved udveksling af prøvemateriale
- læse potentielle forsøgsprotokoller for at vurdere mulighed for involvering af hæmatologisk biobank
- varetage koordineringen i mindre forsøgsprotokoller med organisering af patientbesøg, indsamle og indtaste data
Du vil indgå i et tæt samarbejde med vores 2 forskningsbioanalytikere fra KFE, men det er dig, som vil være den primære ansvarlige for opgaverne i biobanken.
Kvalifikationer ved stillingen: Vi ser gerne, at du
- er en dygtig forskningsbioanalytiker/forskningsmedarbejder, som har interesse for og gerne erfaring med klinisk og molekylærbiologisk forskning
- er kvalitetsbevidst og grundig
- har lyst til ansvar og er god til at organisere og planlægge eget arbejde
- har erfaring med blodprøvetagning
- er initiativrig og fleksibel
- er fortrolig med edb (Word, Excel, databasekendskab)
- trives i samarbejde med andre
Løn og ansættelsesforhold: Stillingen er på fuldtid eller efter aftale. Tiltrædelse pr. 1 juni 2026.
Løn og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst.
Bioanalytiker: Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst for ikke-ledende personale på Sundhedskartellets område indgået med de relevante organisationer.
Bachelorer der læser medicin med industriel specialering: Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst for akademikere ansat i regioner mv. indgået med de relevante AC-organisationer.
Ansøgningen: Vi afholder samtaler i uge 16.
For yderligere information om stillingerne kontakt ledende oversygeplejerske
Mette Gulbæk 25 57 90 68 eller professor Karen Dybkær på 20 84 09 32
Om Region Nordjylland
I Region Nordjylland søger vi hele tiden nye dygtige kolleger, der sammen med os vil arbejde for, at de nordjyske patienter og borgere er i gode hænder. Du bliver en del af et fællesskab med 15.000 kolleger på hospitalerne, det nære sundhedsvæsen, det præhospitale beredskab – og inden for de specialiserede sociale tilbud, regional udvikling og i administrationen. Vi er stolte af vores faglighed og samarbejde på tværs af hele organisationen.Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge jobbet – uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder.Læs mere om os på Job og uddannelse, og få et overblik over ansættelsesprocessen trin-for-trin på Fra ansøgning til ansættelse.