Kan du agere fyrtårn i en tid med store forandringer, og er du parat til at stå i spidsen for et kontor, der favner en bred vifte af fagligheder? Så er det netop dig, vi leder efter!De kommende år står Aalborg Universitetshospital overfor markante forandringer, når integrationsprocesser, flytning af både drift og administration samt transformation til et nært sundhedsvæsen sætter ind.
Vi søger derfor en kontorchef, der kan stå i spidsen for kontoret Strategi og HR i en periode, hvor tilpasningen til de mange forandringer stiller krav til en nærværende og samarbejdsorienteret leder, med fokus på veltilrettelagte processer, båret af en stærk organisatorisk forståelse. Kontorets store områder er HR og uddannelse, Arbejdsmiljø og trivsel, vikarkontor samt strategi og ledelsessekretariat for Hospitalsledelse og vicedirektører.
I 2026 samles somatik og psykiatri organisatorisk og fysisk på hospitalets matrikler, det gælder også hospitalets administration. Første skridt er taget, idet hospitalets overordnede administrative struktur er besluttet. Derudover er medarbejdere og ledere fordelt på de 6 kontorer i den nye organisering. Således er der medio december fordelt i alt ca. 55 ansatte til kontoret Strategi og HR. Du bliver leder for 3 teamledere og ca. 20 ansatte som du har i direkte reference.
Det er væsentlig forventning, at du i et troværdigt samarbejde kan bygge videre på de rammer, der er lagt og levere en sikker drift, samtidig med en løbende udvikling af de ydelser vi giver til hospitalets afdelinger.
En administration gearet til fremtidenEn første stor opgave som kræver fokus og hvor du får en central rolle er, at understøtte en tryg integration af medarbejdere, opgaver og kulturer. Det er en forventning at dette sker via professionelle og inddragende processer, det vil indebære omstilling og fokus fra alle kontorets områder.
Sundhedsreformen bliver desuden et grundvilkår for hospitalets udvikling i de kommende år. Du vil sammen med medarbejderne i kontoret få en vigtig rolle i at understøtte Hospitalsledelsen i dette arbejde. Du bliver dermed en central sparringspartner i udviklingen af hospitalets retning.
Rollen som kontorchef for Strategi og HRSom kontorchef får du ansvar for kontorets teams. Din ledelse vil være præget af tæt dialog, nærvær og evnen til at skabe ro og overskuelighed for medarbejderne – også når opgaverne rykker hurtigt, og nye krav opstår, samtidig med at du kan agere proaktivt i dette. Når opgaven kalder på det skal du sikre sammenhæng mellem de forskellige teams. Du vil have ansvaret for kontorets del af den samlede økonomi i hospitalsadministrationen.
Du bliver én ud af seks chefer i den administrative ledergruppe på hospitalet, hvor der er klare forventninger om tæt samarbejde og tværgående koordinering. Som leder skal du kunne se ud over dit eget kontor, engagere dig i fælles projekter og være med til at drive nye initiativer, der styrker den samlede administrative kapacitet på hospitalet, herunder omstilling til en digital administration.
Det er en stilling, der kræver stor samarbejdsevne, blik for helhed og en vedvarende dialog med både interne og eksterne partnere. Den tværgående koordinering bliver en vigtig disciplin – og en af de opgaver, hvor dit strategiske blik får stor betydning.
Du bliver desuden ansvarlig for, at
- Lede komplekse processer og skabe løsninger i et miljø, hvor mange fagligheder og interessenter skal spille sammen
- Sikre en stabil og sammenhængende administrativ understøttelse på tværs af geografiske lokationer, ledere og kliniske miljøer
- Arbejde aktivt for at skabe en god og attraktiv arbejdsplads, når to kulturer skal forenes i integrationen mellem psykiatri og somatik
- Få etableret nye samarbejdsrelationer, nye fælles opgaveløsninger, et fælles billede af retning, og ikke mindst få skabt gode fysiske rammer, der skal danne rammen om et nyt, fælles kontor.
Vi forventer, at du
- Er en erfaren personaleleder, der evner at tage ansvar og har en lyttende, tydelig og tillidsvækkende lederstil
- Har erfaring fra en politisk styret organisation, og har du samtidig erfaring fra sundhedsvæsnet vil det være en fordel
- Har organisatorisk overblik, er strategisk og visionær
- Du trives i spændingsfeltet mellem strategi og drift
- Er relationel stærk og dygtig til at samarbejde på alle niveauer
- Har en høj grad af gennemslagskraft og evne til at navigere i en kompleks organisation.
Vi tilbyder
- En spændende og udfordrende stilling med mange ansvarsområder
- Et kontor med engagerede og fagligt kompetente medarbejdere
- Gode muligheder for faglig og personlig udvikling i en dynamisk organisation
- Et stærkt kollegialt fællesskab og et godt arbejdsmiljø
Organisatorisk placeringKontorchefen refererer til administrationschefen på Aalborg Universitetshospital og indgår i et Administrativt ledelsesteam på seks chefer, som sammen udgør ledelsen af hospitalsadministrationen. Du får en central position tæt på topledelsen og med stor indflydelse på, hvordan hospitalet kommer godt igennem integration, udflytningen og reformimplementeringen.
Ansættelsesvilkår og rekrutteringsprocesHar du uddybende spørgsmål til stillingen, kan du fortroligt kontakte administrationschef Gert Sørensen på mobil 20118576.
Aflønning sker i henhold til ”Aftale for chefer”. Din arbejdsplads vil være Aalborg Universitetshospital, Hobrovej, 9000 Aalborg.
Der er ansøgningsfrist den 11. januar 2026. Der afholdes samtaler på følgende datoer, 1. samtale 15. januar og 2. samtale den 22. januar 2026.
Kandidater der går videre til 2. samtale skal forvente at deltage i en personlighedstest ved en rekrutteringskonsulent fra Region Nordjylland. Der er forventet tiltrædelse den 1. marts 2026 eller efter nærmere aftale.
Om Aalborg UniversitetshospitalSom det største hospital i Region Nordjylland spiller Aalborg Universitetshospital en central rolle i det samarbejdende nordjyske sundhedsvæsen. Vores kerneopgave er at give den bedste, sikreste og mest effektive behandling med patienten som partner, og at være et universitetshospital hvor mennesket er i centrum.
Vores værdier er indflydelse, tillid, ordentlighed og professionalisme. Værdierne skal være tydelige i mødet med patienten og de pårørende. Og de gælder i samarbejdet med kolleger og samarbejdspartnere. Gennem kommunikation og koordinering skaber vi sammenhæng for hver enkelt patient, og er i det hele taget sammen om at gøre hver dag god, uanset hvad vi laver.
Vi er patientens hospital og en stor arbejdsplads for mange medarbejdere, hvor det skal være godt at være for alle. Vi har en uhøjtidelig kultur og et godt arbejdsmiljø, hvor der også skal være plads til humor og medmenneskelighed. Du bliver en del af et dedikeret og omstillingsparat hospital, der gennem forskning, uddannelse og faglig udvikling tilbyder patienten den bedste behandling.
Hvis du læser jobannoncen på Jobnet.dkJobbet kan i øjeblikket ikke søges via Jobnet. Vi henviser i stedet til Region Nordjyllands side for
ledige jobs.
Om Region Nordjylland
I Region Nordjylland søger vi hele tiden nye dygtige kolleger, der sammen med os vil arbejde for, at de nordjyske patienter og borgere er i gode hænder. Du bliver en del af et fællesskab med 15.000 kolleger på hospitalerne, det nære sundhedsvæsen, det præhospitale beredskab – og inden for de specialiserede sociale tilbud, regional udvikling og i administrationen. Vi er stolte af vores faglighed og samarbejde på tværs af hele organisationen.Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge jobbet – uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder.Læs mere om os på Job og uddannelse, og få et overblik over ansættelsesprocessen trin-for-trin på Fra ansøgning til ansættelse.