Administrativ medarbejder søges til et nyoprettet tilbud: Familie- og forløbsstøttende samtaler i Center for Pårørende, Psykiatrien, Region Nordjylland
Jobtype:
Kontor og administration

Ansættelsesform:
Fast ansættelse

Arbejdstid:
Deltid under 21 timer

Arbejdssted:
Psykiatrien

Afdeling:
Center for Pårørende

Arbejdsstedets adresse:
Brandevej 5, 9220 Aalborg Øst

Kontaktperson:
Jan Sandberg

Telefon:
30534208

E-mail:
j.sandberg@rn.dk


Ansøgningsfrist:
6. februar 2025

Tiltrædelse:
1. april 2025

Del:
FacebookTwitterLinkedInE-mailUdskriv
Center for Pårørende søger en administrativ medarbejder pr. 1. april 2025 til en fast stilling på 20 timer ugentligt. Stillingen som administrativ medarbejder henvender sig til personer med HK-uddannelse eller en sundhedsfaglig uddannelse med interesse i og kompetencer i forhold til en administrativ funktion.

Vi modtager gerne en ansøgning, hvor ansøger forholder sig til, hvordan ansøgers kvalifikationer, kompetencer og erfaringer kan anvendes i det administrative arbejde vedr. familie- og forløbsstøttende samtaler i Center for Pårørende.

Dine opgaver vil overordnet ligge i det familie- og forløbsstøttende tilbud til familier, hvor et barn afventer udredning i børne- og ungdomspsykiatrien. Men da vi samarbejder tæt i Center for pårørende og på tværs af tre teams, skal du være indstillet på at indgå i administrative opgaver på tværs af de tre teams og at kunne bistå den daglige leder med administrative opgaver.

Indsatsen
Psykiatrien i Region Nordjylland ønsker at sætte fokus på familier, hvor et barn afventer udredning i børne- og ungdomspsykiatrien. Derfor etableres en tidlig og forebyggende intervention ved en familiestøttende indsats. Formålet er at øge familiens samlede trivsel, mens barnet og familien afventer igangsættelse af udredningsforløb. Tilbuddet er et supplement til psykiatriens sundhedsydelser på børne- og ungeområdet, der skal understøtte børne- og ungdomspsykiatriens helheds- og familieorienterede arbejde.

Konkret består det familiestøttende tilbud af støttende samtaler, hvor der arbejdes ud fra et systemisk og helhedsperspektiv med fokus på familiens samlede trivsel med et udviklingsperspektiv for både barn og familie. De familie- og forløbsstøttende samtaler har ikke til formål at behandle eller udrede.

Målgruppe
Målgruppen er familier med børn, 5-17 år, der er henvist til børne- og ungdomspsykiatrien, der har længerevarende udsigt til en udredning. Det kan være varierende problematikker, men der forventes flest familier, hvor et barn formodes at have en opmærksomhedsforstyrrelse (ADD eller ADHD) eller autismespektrumforstyrrelse.

Familie- og forløbsstøttende samtaler
Formålet med samtalerne er sammen med familien at undersøge livsomstændighederne, relationerne og mønstrene, der udfordrer familien, og som har ledt til en henvisning for udredning. Indholdet i samtalerne er med udgangspunkt i de udfordringer, den enkelte familie oplever. Det ønskede udbytte af de familie- og forløbsstøttende samtaler er at øge familiens samlede trivsel, give nye perspektiver og forståelsesmåder samt at skabe bevægelser i ventetiden.

Tilbuddet består som udgangspunkt af tre familiesamtaler:
 
  1. Forsamtale med forældre uden barnet, som afventer udredning, hvor formålet er at forventningsafstemme, tydeliggøre rammen og danne overblik over familiens udfordringer
  2. Familiesamtale med forældre og barnet, som afventer udredning
  3. Familiesamtale med hele familien inkl. søskende samt andre relevante aktører (fx bedsteforældre, lærer)

Din funktion
Din primære funktion er tilknyttet de familie- og forløbsstøttende samtaler. Som nævnt indledningsvist samarbejder de tre eksisterende teams i Center for Pårørende tæt, hvorfor du som medarbejder skal forstå dig selv som en del af en større helhed, hvor arbejdsopgaverne kan skifte og gå på tværs af de tre teams.

Du vil også arbejde tæt sammen med vores nuværende administrative medarbejder, der har mange års erfaring i Center for Pårørende. I vil indgå i et tæt samarbejde med opgaver på tværs af driften i Center for Pårørende.

Det er dig, der tager telefonen og besvarer henvendelser til Center for pårørende. Vi lægger vægt på en god modtagelse, og at du er serviceminded, tillidsvækkende i kontakten og tydelig i kommunikationen med patienter, pårørende og samarbejdspartnere.

Konkrete arbejdsopgaver:
  • Kontakte familien vedr. henvisning til de familie- og forløbsstøttende samtaler
  • Udfylde henvisningsskema ud fra familiens baggrundsoplysninger
  • Koordinering, administration og dokumentation koblet til faciliteringen af samtaleforløb
  • Medvirke til visitation for familier henvist til de familie- for forløbsstøttende samtaler
Center for Pårørende
Psykiatrien i Region Nordjylland har fokus på at udvikle og konsolidere en systematisk og helhedsorienteret tilgang til patient- og pårørendeinvolvering. I Center for Pårørende er vi aktuelt en daglig leder, to socialrådgivere, en lærer, to psykologer, en sociolog og en administrativ medarbejder. Center for Pårørende består af tre teams: Team Voksen, Team Børn og Team Søskende.

I Center for Pårørende faciliterer vi støttende rammer, der skaber rum for en nysgerrig og undersøgende tilgang med henblik på at udfolde sygdomsbilledet og “levede” erfaringer med den psykiske sygdom i samværet og samspillet med familie, pårørende og støttende netværkspersoner. Under samtalerne udfolder vi sammen et fælles sprog for den psykiske sygdoms udtryksform, hvilket bidrager med mening, sammenhæng og en oplevelse af resiliens og flere handlemuligheder i håndteringen af en livssituation med en psykisk sygdom. Dette betyder bl.a., at vi intervenerer i forhold til kriser, konflikter og reaktioner koblet til den psykiske sygdom med et fokus på beskyttende faktorer, der kan forebygge relationel afstand, overbelastning og styrke sammenholdet.

Vores kommende kollega:
  • er kontoruddannet eller sundhedsfaglig uddannet med interesse for administration og med relevant erfaring eller lignende kvalifikationer.
  • har et indgående kendskab til og erfaring med Office-pakken.
  • kendskab til SBSYS, NordEPJ samt Sensum (Bosted) er en fordel og / eller har mod på at øge dit IT-kendskab til diverse systemer.
  • arbejder systematisk og med et godt overblik og sans for detaljen.
  • kan lide at have mange bolde i luften og får dem i mål.
  • er servicemindet, tillidsvækkende og dygtig til at samarbejde med andre.
  • kan balancere i følelsesmæssige intense telefonsamtaler.
  • har gode formuleringsevner både mundtligt og skriftligt.
  • er en holdspiller, som kan lide at bidrage til at udvikle det faglige fællesskab.

Vi tilbyder:
  • Et lille arbejdsfællesskab, hvor vi vægter god stemning og arbejdsglæde.
  • Åbenhed i kollegafællesskabet.
  • Imødekommende og engagerede kollegaer, hvor vi prioriterer det faglige fællesskab.
  • Tillid til og respekt for hinandens fagligheder.
  • Et job præget af medindflydelse og højt engagement.
  • Et dynamisk miljø med mange års erfaring og høj faglighed.
  • Grundsyn, hvor vi er nysgerrige på familiens egen forståelse.
  • Projekter i udvikling.
  • Kollegial sparring.
  • Intervision.
Center for pårørende: også et center for læring, udvikling og innovation
Kerneopgaven i Center for Pårørende er samtaleforløb og gruppesamtaler. Sideløbende er Forskningsenheden i Børne og ungdomspsykiatrien, VIA Family 2.0, Center for Recovery og Samskabelse samt Spørg til børnene indsatsen en integreret del af hverdagen i Center for Pårørende med et tæt samarbejde omkring forsknings- og udviklingsprojekter samt evalueringer af familie, pårørende og støttende netværksindsatser.

Nationalt har Center for Pårørende status som et “fyrtårn”, og vi oplever en omfattende opmærksomhed og interesse for vores arbejde bl.a. på tværs af Regioner, kommuner, NGO’er og studerende på sundheds- og socialfaglige uddannelser.
Center for Pårørende er en dynamisk enhed, hvor mange samarbejdspartnere åbner muligheder for erfaringer med forskellige udfordringer og opgaver på flere domæner på tværs af forskellige organisationer.

Vil du vide mere?
Ønsker du yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte daglig leder af Center for Pårørende Jan Sandberg på tlf. 30 53 42 08 / 97 64 37 89 eller samtalemedarbejder Maja Abrahams på tlf. 97 64 45 92.

Stillingen er en fast stilling på 20 timer ugentligt med tiltrædelse 1. april 2025. Den årlige løn vil være ca.  260.000 kr.
Ansøgningsfrist er torsdag d. 6. februar.

Jobsamtaler afholdes torsdag d. 13. februar. Besked om indkaldelse til samtale sker mandag d. 10. februar.

Du kan læse mere om Psykiatrien i Region Nordjylland på Psykiatri i Region Nordjylland (rn.dk)  og om Center for Pårørende på Velkommen hos Center for Pårørende (rn.dk)

Praktiske oplysninger:
  • Vi indhenter referencer på den person, vi ønsker at ansætte. Er det påkrævet for stillingen, indhenter vi også straffeattest og børneattest.
  • Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.
  • Uddannelse af studerende og elever er en af Psykiatriens kerneopgaver, som alle medarbejdere bidrager til.
  • I Region Nordjylland har vi røgfri arbejdstid.


Om Region Nordjylland
Vi er ca. 15.000 meget forskellige medarbejdere, der hver dag leverer velfærd til omkring 590.000 nordjyder inden for sundhed, regional udvikling og det specialiserede socialområde. Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge jobbet - uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder. Læs mere om os på www.rn.dk.

Send ansøgning