Har du flair for og erfaring med at arbejde med koordinering af patient flow? Har du lyst til at arbejde med koordinering af den daglige drift i udvalgte områder af anæstesien på hospitalet store operationsgange? Vi leder efter dig med gode kommunikationsevner, der både kan arbejde selvstændigt, men samtidig også formår at samarbejde konstruktivt på tværs. Dig, der vil medvirke til at skabe kvalitet i de sammenhængende patientforløb samt i den sygeplejefaglige udvikling. Vi har to stillinger, en stilling i HBY og en stilling på Hobrovej.
Hvad vil det sige at være klinisk afsnitskoordinator i Anæstesi afsnit III?
Rent organisatorisk vil du referere til den ledende oversygeplejerske.
Du vil i samarbejde med den nuværende kliniske afsnitskoordinator få medansvaret for afsnittets daglige kliniske drift i kraft af planlægning, prioritering og koordinering.
Du vil få en afgørende rolle i den daglige koordinering af patient og operations flow, da vi i forbindelse med flytningen til HBY og etablering af operationsgangen på Hobrovej implementerer helt nye arbejdsgange på området. Du vil varetage selvstændige ansvarsområder og vil i fravær af den ledende oversygeplejerske, varetage den daglige ledelse og kliniske drift i tæt samarbejde med den nuværende kliniske afsnitskoordinator.
Du vil være med til at udvikle og implementere anæstesisygepleje- og behandlingsmæssige tiltag, der understøtter patientforløb med fokus på patientsikkerhed og kvalitet, samtidigt med øje for at operations flow er altafgørende for operationsgangens rolle på hospitalet.
Det vil være en hverdag med stor omskiftelighed, som kræver prioritering. Derfor er én af de vigtigste kompetencer i jobbet at kunne bevare overblikket over de mange opgaver, og samtidig synes, at højt tempo og flow giver energi.
Om dig
- Du er uddannet anæstesisygeplejerske
- Du har erfaring med koordinerende opgaver relateret til patientforløb
- Du bidrager positivt til arbejdsmiljøet i en hverdag med stor tværfaglig kompleksitet.
- Du kommunikerer klart og anerkendende, også når det bliver svært.
- Du er en loyal sparringspartner for den ledende oversygeplejersker og den nuværende kliniske afsnitskoordinator.
- Du har lyst til og mod på at deltage aktivt i det tværfaglige samarbejde med henblik på at sikre kvalitet, helhed og optimal ressource udnyttelse.
- Du er nysgerrig, nytænkende og har en positiv tilgang til forandringsprocesser.
- Du ser potentiale i en stor personalegruppe med mange forskellige kompetencer.
- Du har flere års erfaring som sygeplejerske, og har interesse og forståelse for organisatoriske forhold.
Vi tilbyder
En afdeling i vækst med en stor samarbejdsflade ud i huset. Vi har et højt patient flow, godt arbejdsmiljø og godt fællesskab. Vi prioriterer udvikling, og mulighed for læring af kompleks sygepleje. Herudover får du mulighed for:
- At få medindflydelse på planlægningen af dine arbejdsopgaver.
- At udvikle og afprøve dine lederegenskaber i et driftsperspektiv.
- At kombinere funktionen som klinisk afsnitskoordinator med at være i den direkte patientpleje.
- Et afsnit, hvor kvalitetsarbejde og udvikling har høj prioritet.
- Et godt arbejdsmiljø præget af mulighed for høj grad af selvstændighed samtidigt med et nært kollegialt samarbejde
- Et afsnit med en høj tværfaglig uddannelsesaktivitet.
- Et grundigt introduktions- og oplæringsforløb. Samtidig får du mulighed for selv at være med til at definere funktionen.
Om Afsnit III
Vi er et dynamisk anæstesiafsnit med ca. 40-45 anæstesisygeplejersker, der arbejder med dagkirurgi indenfor flere specialer, obstetrik, børneanæstesi og komplekse procedurer.
Vi er uddannelsessted for sygeplejestuderende, anæstesisygeplejersker under uddannelse, anæstesilæger og paramedicinere.
Vi værdsætter et udviklende læringsmiljø, hvor faglighed og samarbejde er i centrum.
Afsnit III varetager anæstesi til patienter med en særlig fokus på det dagkirurgiske område, men indeholder også den komplekse anæstesi og vagtdeltagelse for personalet. Afsnittet indeholder specialer som obstetrik og børneanæstesi, ortopædkirurgiske patienter, skopi-patienter samt mamma og plastik, hud og køn, øre-,næse-,hals-, øjen- urologiske samt gynækologiske patienter.
Afsnittes personale vil blive inddelt i teams, således at specialekendskab bevares.
Afsnit III er ledelsesmæssigt og personalemæssigt et afsnit med funktioner på Hospitalsbyen og på Hobrovej, efter den sidste udflytning 3. maj 2026.
Der er tiltænkt to kliniske koordinatorer i HBY og 1 fast på operationsgangen på Hobrovej.
Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler fredag d. 17. april 2026.
Kontakt Ledende Oversygeplejerske Sine Krabsen på telefon / mail s.krabsen@rn.dk eller Chefsygeplejerske Beth Marckmann Iversen på telefon 51211349 / mail bmi@rn.dk.
Praktisk
Bemærk: I 2026 flytter Aalborg Universitetshospital ud i Hospitalsbyen i Aalborg Øst (læs mere: Byg hospitalsbyen) Du vil derfor blive ansat med to tjenestesteder på Syd-matriklen på adressen Hobrovej 18-22 9000 Aalborg og med tjenestested i Hospitalsbyen på adressen Hospitalsbyen 1, 9260 Gistrup, idet der også i en årrække vil været et F&O afsnit på Hobrovej.
Løn og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst mellem Regionen og DSR. Stillingen er på fuldtid.
Om Region Nordjylland
I Region Nordjylland søger vi hele tiden nye dygtige kolleger, der sammen med os vil arbejde for, at de nordjyske patienter og borgere er i gode hænder. Du bliver en del af et fællesskab med 15.000 kolleger på hospitalerne, det nære sundhedsvæsen, det præhospitale beredskab – og inden for de specialiserede sociale tilbud, regional udvikling og i administrationen. Vi er stolte af vores faglighed og samarbejde på tværs af hele organisationen.Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge jobbet – uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder.Læs mere om os på Job og uddannelse, og få et overblik over ansættelsesprocessen trin-for-trin på Fra ansøgning til ansættelse.