Har du lyst til at uddanne dig til anæstesisygeplejerske og blive en del af et specialiseret team?Så kan du nu søge specialuddannelsen i anæstesiologisk sygeplejeHar du mod på nye udfordringer, og drømmer du om at arbejde blandt kompetente kolleger i et lærerigt og dynamisk miljø, hvor faglighed og fokus på det gode patientforløb er i højsædet? Som kursist på specialuddannelsen får du en hverdag med stor alsidighed, der på sigt giver masser af ansvar. Du tilegner dig højtspecialiseret viden og lærer at vurdere, analysere og træffe de rigtige beslutninger sammen med dine kollegaer, der hver dag gør en forskel for vores patienter.
Region Nordjylland uddanner hvert år anæstesisygeplejersker på Aalborg Universitetshospital og Regionshospital Nordjylland. Der er tale om en uddannelsesstilling i et spændende speciale med mulighed for både faglig og personlig udvikling.
Som anæstesisygeplejerske arbejder du tæt sammen i teams med andre kollegaer både fra eget speciale, tværfagligt og fra andre afsnit på hospitalet. Som anæstesisygeplejerske er du tilknyttet et anæstesiafsnit med relation til et eller flere operationsspecialer, hvor du bedøver patienter i alle aldersgrupper til operationer og undersøgelser. Anæstesisygeplejersker tilkaldes også til assistance f.eks. til akut dårlige patienter eller til ledsagelse i forbindelse med interne og eksterne patienttransporter.
UddannelsesforløbSpecialuddannelsen forløber over to år. Den er struktureret i løbende kompetencevurderinger, mindre skriftlige opgaver, et teoretisk forløb med eksamen og en skriftlig opgave ved uddannelsens afslutning. Målet er selvstændigt at planlægge, udføre og evaluere elektive og akutte anæstesiforløb samt at varetage kliniske opgaver indenfor feltet.
Den kliniske og teoretiske uddannelse finder sted under en regional fuldtidsansættelse af to års varighed. Uddannelsen tilrettelægges med tjeneste på flere forskellige anæstesiologiske afsnit i Region Nordjylland delt op i fire periode af et halvt års varighed. Du skal forvente, at uddannelsen kan kræve transporttid til forskellige adresser i regionen. I uddannelsen indgår også et praktikophold på et opvågningsafsnit. Det teoretiske forløb foregår på UCN Act2Learn i Aalborg, hvorfor adgang til en PC er en nødvendighed.
Om digDu skal være indstillet på at være i uddannelse, hvor der skal læses teori, og hovedparten af arbejdstiden er i dagtid med hensyn til størst mulighed for læring. Du forventes at tage ansvar for dit uddannelsesforløb og være fokuseret på at nå målene i din uddannelse i samarbejde med den uddannelsesansvarlige anæstesisygeplejerske og kliniske vejledere i afsnittene.
AdgangskravDu er kvalificeret til at søge specialuddannelse i anæstesiologisk sygepleje, hvis du har dansk autorisation som sygeplejerske og har bestået dansk eller udenlandsk eksamen i sygepleje på bachelorniveau eller eksamen i sygepleje suppleret med videnskabsteori og –metode på diplomniveau. Dertil skal du have en bred klinisk erfaring svarende til minimum to års fuldtidsansættelse fra fortrinsvis akutte, somatiske områder med komplekse forløb.
Hvis du ikke har eksamen i sygepleje på bachelorniveau eller har suppleret med videnskabsteori og –metode på diplomniveau, er du velkommen til at kontakte uddannelsesleder Karina Løvendahl Dybbro for at høre om dine muligheder for at søge specialuddannelsen.
Hvad tilbyder viVi arbejder benhårdt på at give dig de bedste forudsætninger for at lære nyt på de forskellige afsnit. Du bliver tilknyttet uddannelsesansvarlige anæstesisygeplejersker og kliniske vejledere, der vil støtte dig gennem din uddannelse, så du hele tiden udvikler dig. Vi tilbyder dig som kursist 1:1 oplæring i hverdagen med anæstesisygeplejersker.
Der er 20 uddannelsesstillinger i Region Nordjylland. Du kan finde yderligere information om uddannelsen i anæstesiologisk sygepleje her:
Specialuddannelsen i anæstesiologisk sygeplejeKursusportalenInfomødeDer afholdes Åbent Hus tirsdag d. 21. april 2026 kl. 13.30-16.30 i Hospitalsbyen (H1.603) Aalborg Universitetshospital, hvor det er muligt at få viden om specialuddannelsen, møde anæstesisygeplejersker og anæstesikursister i gang med uddannelsen m.m.
PraktiskMotiveret ansøgning, detaljeret CV (Ansættelsesbrøk og varighed af den enkelte ansættelse samt evt. orlovsperioder skal fremgå med måneds angivelse), dokumentation af tidligere ansættelsesforløb (kan f.eks. anskaffes via lønkontor), eksamenspapirer, autorisation som sygeplejerske og relevant efteruddannelse fremsendes via link. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst for ikke-ledende personale på Sundhedskartellets område indgået med Dansk Sygeplejeråd.
Ansøgningsfrist er torsdag d. 7. maj 2026. Der afholdes ansættelsessamtaler d. 21., 22. og 26. maj 2026. Det må gerne fremgå af ansøgningen, hvis en af dagene ikke er mulig til en evt. ansættelsessamtale.
Om Region Nordjylland
I Region Nordjylland søger vi hele tiden nye dygtige kolleger, der sammen med os vil arbejde for, at de nordjyske patienter og borgere er i gode hænder. Du bliver en del af et fællesskab med 15.000 kolleger på hospitalerne, det nære sundhedsvæsen, det præhospitale beredskab – og inden for de specialiserede sociale tilbud, regional udvikling og i administrationen. Vi er stolte af vores faglighed og samarbejde på tværs af hele organisationen.Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge jobbet – uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder.Læs mere om os på Job og uddannelse, og få et overblik over ansættelsesprocessen trin-for-trin på Fra ansøgning til ansættelse.